”Jeg har altid betragtet Machiavellis fyrstebog som et af de farligste værker i verden. Det er en bog, der naturligt kommer i hænderne på fyrsterne og alle dem, der har smag for politik”. Således skriver den unge kronprins Frederik i forordet til Anti-Machiavel.
Frederiks kritik af Machiavelli er ikke – som han selv mente – en ”gendrivelse” af Machiavelli, men et filosofisk-moralsk bekendelsesskrift, hvori kronprinsen fremlægger sine idealforestillinger om den gode, oplyste, humane, retfærdige osv. fyrste. Anti-Machiavel handler derfor i grunden primært om Frederiks opfattelse af sin egen rolle som kommende konge af Preussen og kun i anden række om den florentinske statsmand.
Det moralske skrift sammenholdt med Frederiks faktiske handlinger, efter at han havde besteget tronen – overfaldet på Schlesien, bombardementet af Dresden, Polens første deling osv. – gjorde dobbeltheden i hans personlighed tydelig for enhver. Han selv blev sig nu pinligt bevidst, at det er fyrstens og
statsma